Oplysninger om Wulf Heinrich Bernhard Scheel - Plessen
Iflg Lauras fætter er Wulf far til Laura. Da Laura var et "verdensbarn" dvs hun var anderledes end
sine fætre og kusiner.
Maren skulle have betroet sig til sin søster at hun havde haft en affære med Greven Wulff Heinrich
Bernhard lensgreve Scheel-Plessen, mens Marien arbejdede som kokkepige på Fussingø Slot.
Liv i Stockholm
Wulff Scheel-Plessen
Scheel-Plessen var i alle henseender grand seigneur, smuk og elegant, livsglad og elskværdig, og
velstillet i økonomisk henseende, så at han kunne føre et stort og gæstfrit hus. I de 20 år, han
tilbragte i Stockholm, indtog han den første plads i det diplomatiske korps; det svenske selskab, i
hvilket han havde tilbragt 10 år af sin ungdom, og med hvilket han var blevet yderligere forbunden
ved sit ægteskab 27. august 1855 med hoffrøken Augusta Aurora Cecilie komtesse Lewenhaupt (f.
1830), havde adopteret ham som en af sine egne, han var netop en mand, der måtte behage kong Carl
XV, og han var gammel ven og dusbroder med udenrigsministeren grev Manderstrøm, med hvem han
tilbragte mangen glad aften. Lige over for sin regering var han i høj grad loyal, udførte
samvittighedsfuldt dens ordrer, og skønt aristokrat ved fødsel og tradition havde han ingen
betænkelighed ved at tjene en dansk national-liberal regering. Da ministeriet af 12. december 1854
dannedes, udnævntes Scheel-Plessen endog til udenrigsminister, men han frabad sig posten. I
virkeligheden gik også hans tilbøjeligheder og evner mere i social end i politisk retning.
Manderstrøm har en gang sagt om ham, at han havde kunnet blive en virkelig statsmand, men han
manglede grundigere kundskaber og alvorlig interesse for politikken. Han virkede ivrig for den
skandinaviske alliance, men hvor tilbøjelig han end i øvrigt kunne være til at håbe, hvad han
ønskede, nærede han dog sine tvivl, om den lod sig gennemføre. Efter freden 1864 forblev
Scheel-Plessen i dansk tjeneste, og hans nærværelse i Stockholm tjente til at vedligeholde den gode
forståelse mellem de 2 regeringer. Han havde således den glæde at medvirke til kronprins Frederiks
formæling med prinsesse Louise 28. juli 1869.
Livsaften
Hans sundhed var imidlertid blevet utilfredsstillende, og navnlig havde han efterhaanden ganske
tabt synet. Han søgte derfor afsked, som tilstodes ham 19. juni 1872. Han drog sig derefter tilbage
til Sierhagen, familiens hovedsæde, og døde der 7. juli 1876. Skønt han således endte som preussisk
undersåt, bevarede han til sin død sin dybe hengivenhed for den danske konge. Hver dag, når han
passerede et værelse, i hvilket kongens portræt hang, standsede han, når han efter antallet af de
tilbagelagte skridt vidste, at han befandt sig på højde af kongens billede, gjorde front foran det
og bukkede dybt, før han gik videre.
Han havde efterhånden modtaget alle de æresbevisninger, som kunne gives ham: Dannebrogsstorkorset
1852, gehejmekonferensrådstitelen 1856, Ridder af Elefanten 1862, og den svenske konge havde givet
ham Serafimeren 1868.