Idaho 12-07-2006

Vi startede ca. kl. 9:30

Kl. 10:15 kørte vi ind i Idaho.

I Idaho så  vi The Idaho Falls, der er blevet ændre,t da der skulle laves elektricitet, som skulle forsyne byen  men det er stadig et flot syn at se.

I Idaho var der også et gammelt Nuclear Power Plant EBR 1. I 1949 åbnede, Atomic Energy Commission, National Reactor Testing Station i ørkenen vest for byen Idaho. Vi måtte kører ca. 70 miles i forkert retning for at se det, da vi havde kørt ca. 1 time, og ikke set noget skilt med ERB1, stoppede vi ved et ensomt beliggende hus hvor en kvinde gik og hængte tøj op udenfor, vi spurgte om vi var på rette vej, ja vi skulle bare lige køre 35 miles længere. Alle 3 drenge syntes det var meget spændende at se, vi piger syntes da også det var flot.

EBR1 står for Experimental Breeder Reactor-1. Den blev oprindeligt designet til at bevise, at nukleart brændsel i form af plutonium, kunne fremstilles af uran med en højere sats end den forbrugte uran.

Dette projekt vidste sig i sidste ende at brændstoffet også kunne bruges til at varme damp, køre generatorer og produsere energi. Museet var fint at gå rundt i, med gode forklaringer undervejs, det var skjult i midten af "no were" området var Idahos national laboratioum.

Da vi skulle derfra, kørte vi lidt forkert, og kom ind på et forskningscenter, da vi kom i nærheden af bygningen, kom der en sikkerhedsvagt ud med et våben, så vi sendte Della ud for at snakke med ham og spørge om den rigtige vej, men hun var nu ikke nogen god vejviser, vi skulle dreje til venstre ved et stop skilt, så det første stop skilt vi kom til ville hun dreje, men men, det var til højre, så vi fik hende overbevist om at det var forkert og at sikkerhedsvagten havde sagt til venstre, så vi kørte længer ud af vejen, så kom der også et  stop skilt hvor vi kunne dreje til venstre, og så gik det ud af lige landevej akkurat som vi ser i film. For ikke at komme til at køre tilbage samme vej, valgte vi at køre skråt op til Highway 15, så fik vi jo også set noget af landet. Vi kørte og vi kørte, der kom et skilt med wacht the stock, men vi kunne ikke engang se nogen køer eller får, så hvordan skulle vi så kunne passe på dem. vi var virkelig ude på landet, ikke et hus eller landejendom i miles omkreds, og vindhekse trillede på markerne.

Et andet fænomen var deres vandingssystem, det kørte ikke frem og tilbage men i cirkler, så når man ser markerne fra oven, er markene godt nok firkantet, men afgrøderne er runde.

Bedst som vi kørte syntes Flemming ikke det var sjovt mere for vores benzin måler, var på vej nedad og vi var langt fra nogen by, kun stepper og bjerge. Endelig kunne vi se et skilt med Dubois 3 miles, der var en benzintank. Vi fyldte 81 gallon på, så nu kunne vi slappe af igen. Efter denne oplevelse, tankede vi når vi så en benzintank, også selvom vi kun havde brugt en halv tankfuld, der var langt mellem tankstationerne.

Vi kørte nu mod Spencer, der skulle være en R.V. byen så nu ikke ud af meget, ikke engang en Wall Mart havde den. Men den kunne da byde på en opal mine og vi kunne selv hugge dem ud af klippestykkerne hvis vi ville. Flemming og Jimmy fandt nogle sten der lå uden for hegnet, dem samlede de op, lidt opal er der vist nok inden i dem.

Næste dag kom Flemming med en lilla opal til mig og en hvid til Della.

Vi fandt da også campingstedet. Selve området var meget pænt, men huset hvor ejerne boede manglede i den grad renovering, toilet og bad var nærmest i et skur, ikke så hygiejnisk. Alle de andre huse i området så også ud til at mangle en kærlig hånd.

Det var ikke et sted som indbød til hygge, ej heller et sted vi ville komme tilbage til.