Fairbanks-Alaska  22-07-2006

Vi skulle med Bob og Nanalee i kirke, så vi måtte tidligt op. Gudstjenesten startede kl. 9, og kunne vælge om det skulle være 1 times 3 times eller hele dagen. Nanalee bestemte dog at det ville være nok med 1 times, da vi var med. Vi kom ind i et stort rum med magelige bænke, ingen klokkeringning, der var ingen præst, der skulle prædike, en Elder, stod op og fortalte hvem der skulle sige noget, denne søndag, det er forskellige mennesker hver søndag, denne søndag var det et ungt par der var nytilflyttere, hvor konen først stod op og fortalte hvordan hun havde manglet noget i sit liv, og havde svært ved at sætte ord på, og finde sig selv. Hende og hendes mand var blevet gift i en ”sen” alder, da de flyttede til Fairbanks, havde de regnet med hurtig at finde nye job, det gik ikke lige som de havde forventet, og var ved at være meget fattige, men de havde hinanden og familien, så de skulle nok klare den, de var på daværende tidspunkt kommet oven vande igen. En fantastisk fortælling, fra det virkelige liv.

På bænken foran os sad et ungt par med 3 børn, faderen sad og ordnede nogle papirer imens, der blev talt oppe foran, andre kom og gik hele tiden, jeg syntes det var noget forstyrrende, men alle de andre syntes ikke at tage notits af det. Har senere fået at vide mange sidder og tager notater, af det der bliver fortalt.

Altergang i egentlig forstand har de ikke, oppe foran til venstre stod 2 unge drenge, som passede på brød og vand, da det skulle deles ud, kom der 6 andre unge drenge, de fik hver udleveret en ”kurv” med brødterninger, som de gik ned til bænkene hvor de rakte ”kurven” til den første der sad på bænken, ved den anden ende havde en anden dreng rakt ”kurven” til en anden række, hvorefter han ventede på kurven fra den anden ende, som han tog imod, og rakte videre til 3. række, sådan fortsatte de til alle havde fået, derefter gik de op til de andre oppe foran, hvor de selv modtog et stykke brød fra de 2 drenge deroppe. Da de havde fået, fik de rakt ”kurve” med meget små papbægre med vand, og så fortsatte de ligesom med brødet. En oplevelse at prøve en anden trosretning end den man self tilhører.

Efter frokost, tog Nanalee og Bob’s søn Ray (39år) drengene med til racerløb.

Jacob: Vi kørte af sted omkring halv to tiden for at være der til tiden, da løbet startede kl. 2. men de var lidt forsinkede, så de startede omkring halv 3, men det gjorde ikke noget. De biler der først skulle på banen, var sprintere de skulle skubbes i gang, da de ikke havde nogen starter. Der starter fem biler, der inde ad gangen og blev kørt i gang en ad gangen hvor de nok kørte rundt med 80 km i timen, men da alle biler var inde kørte de ind i start position og da de kom til det sidste sving før start stregen, gassede de op og det larmede rigtig meget og støvede en del. De næste på banen var noget de kaldte modifies (modificerede biler) de kunne dog starte selv, men der var kun tre inde af gangen, men de kørte stadig meget hurtigt, vi var der en god time til halvanden (skrevet af Jacob)

Vi andre Della, Nanalee, Bob, Flemming og jeg, kørte op til en olieledning som de var meget stolte af, (de har heller ikke, så meget at vise frem fra gamle dage), eller andet. For at ledningen ikke skal knække, er den hængt op i stativer, hvor der om sommeren er kulde i benene, og om vinteren er der varme i dem, grundet der er perma frost i jorden, så hvis de ikke gjorde det ville stativerne synke længere ned i jorden om sommeren, med det resultat at olie ledningen ville knække, og olien jo så selvfølgelig fosse ud i naturen.

Bob kørte os rundt omkring Fairbanks og fortalte om egnen, om hvordan Fairbanks er bygget i "fingre" da de skulle bygge, for at undgå permafrosten, hvor der var klippegrund, kunne de godt bygge.

Vi så hvordan nogle huse var sunket i jorden, da det ikke var sikret mod perma frost, andre huse vi så, var meget svajrygget, af samme grund.

Da vi kom tilbage, var alle 3 drenge også kommet tilbage, Jacob og Jimmy var på nettet, Jacob havde lånt Nanalees Pc. Efter aftensmad spillede vi Imagine if……, det spil kendte Nanalee, Bob og Ray ikke, men vi fik hurtigt lært dem det, og så indgik Jimmy, Ray og Bob en alliance, de tre snød så vandet drev af dem. Men vi hyggede os allesammen. Ved afrejsen fik Nanalee og Bob spillet så de kunne spille med deres børnebørn.