Osvald Olesens Historie

Osvald Olesens historie

Skipper Osvald Olesen

Anders P. Olesen

Gadus L 126

Holger Gregersen

Billede mangler af Willy ?

Vi har ikke hans efternavn, men ved han kommer fra Thorsminde

Osvald Olesen’s søn, Chr. Winkel Olesen fra Thyborøn fortæller 05-10-2011

 

Sidst på året i 1944, kom Thyborøn fiskerne ind i billedet, med at skulle hente våben i rum sø. Det var ikke manglende

vilje, men store kommunikations vanskeligheder og efterårsvejr der forhindrede man kom i gang noget før.

I januar 1945 var man klar til at gå i gang, Gadus L126 sejlede første gang mod England for at modtage våben, ombord på båden var der vist også en enkelt englænder, der skulle hjem.og gennemførte 2 sejladser og var klar til flere, men så kom fredsbudskabet heldigvis.

 

 

Det var ikke mange transporter der blev gennemført, grundet var bl.a. de dårlige sende, og modtageforhold, de var jo afhængige af sær meldinger fra BBC i London, ligesom de modtog ordre fra deres kontaktpersoner i land. Der var jo mange ting der skulle passe sammen, tingene skulle aldrig leveres i Thyborøn, det var umulig p.gr. tyskerne.

Det hele startede på grund af, der var store problemer med at få våbentransporten fra luften, til at fungere længere. Tyskerne fandt ud af hvad der foregik, så de måtte finde på noget andet, og det blev så søvejen. I Thyborøn havde modstandsbevægelsen fundet nogle personer der skulle udpege de folk man kunne stole på.

 

Dem der stod bag transporterne var Toldstrup, der var chef for våben nedkastningerne, som var foregået i Jylland, og "Jørgen Jensen"= Pastor Kvist., og Walter Longsdahl der var flyveofficer i søværnet, det var Harald Iversen der ejede L257, Mary Iversen, han var kontakt mand i Thyborøn. Han havde fået tilsagn fra Børge Winkel, Marinus Pedersen, Osvald Olesen, som ejede henholdsvis L253 Kristian Winkel, L233 Vinga, samt L126 Gadus. Det var meget farlige missioner, at starte op der var mange mennesker der skulle informeres, og der sket også det beklagelige, på Vinga, lige før afgang at 2 besætninger, meldte fra på grund af familie hensyn, og dem måtte man tale alvorligt med, da det de lå inde med var farligt, også for dem selv. Det var en skuffet Marinus Pedersen, men man turde ikke begynde at hyre nye folk, så nøjes med de 2 kuttere. Selve opgaven var at hente våben, ammunition samt radio udstyr til modstandsbevægelsen. det var i lukkede containere der blev dækket af fisk og is, der blev transporteret ind i Limfjorden, Longsdahl var også med på Kristian. Winkel, da han skulle tale med englænderne og med tilbage til Thyborøn.

 

Ordrerne om afgang og position kom som hilsener til forskellige over radioen fra BBC London.

 

Når våbnene var blevet lastet på kutterne, fik de også brændstof, da dette jo var en mangel vare. Når kutterne sejlede ud fik de kun lige brændstof nok af Tyskerne til at komme ud, på fiskepladsen og hjem igen, så de ville jo også komme i nød hvis englænderne ikke gav dem brændstof, efter våbnene var kommet ombord fiskede de.

Vejret kunne også blive et problem, da det er ikke nemt, at lægge til på siden af et andet skib, når søen er urolig, men det gik fint.

Det store øjeblik, var når skibet kom i havn, hvordan blev de kontrolleret, der var andre farer der lurede, der er ingen tvivl om udfaldet, hvis de blev taget, man kan bare henvise til Hvidstengruppen, som næsten alle blev henrettet af Tyskerne.

 

Nu var kutterne lastet med våben fra Englænderne, og skulle så fortsætte fiskeriet nogle dage, og afvente ordren om hjem sejlads. I Thyborøn stemningen ikke så god der blev talt meget om de to kutteres rejse, og nogle mente de måtte være tysker venlige, siden de havde så travlt med at komme ud at fiske. Da Kvist mente der var faldet ro over havnen, sendte han besked over BBC med hilsen til Island så kunne kutterne vende hjem til dansk havn. Der kom dog en skærpelse af den tyske kontrol, bådene blev bogstavelig talt ransaget, og en sådan kontrol kunne de to både ikke stå for.

Kvist og Harald Iversen ville prøve at stoppe Gadus inden den kom i havn, så Iversen ville næste morgen sejle ud og advare Gadus men da han kom ned til havnen næste morgen, og var klar til afgang, så de Gadus på vej i havnen,Kristian Winkel ventede uden for havnen, i tilfælde at Gadus blev fanget ville båden blive sprængt i luften og dermed advareKristian Winkel som derefter skulle søge vestover. I land var alle ulykkelige, men kunne ikke stille noget op. Det vidunderlige skete dog da Gadus undgik at blive ransaget. Der var kommet nyt hold tyskere på havnen, og de skævede langt til fiskene i Gadus, og kaptajnen spurgte" det kan være du vil have en, dem har vi mange af." og både officeren og soldaten fik del i lokkemaden. Da officeren nu begyndte at lyse ned i lasten, med sin lommelygte, spurgte Osvald, om han ikke skulle rigge deres håndlampe til for den gav mere lys. Men da de begyndte at rulle kablet op, sagde tyskeren det var lige meget, og det var lige hvad man regnede med officeren ville sige.Kristian Winkel kom også glat igennem, da de jo havde været makkere med Gadus. Om bor på Kristian. Winkel var Longsdahl, han var blevet gemt under nederste køje. Men hvis man havde kigget under dørken, havde man ikke kunnet undgå at se ham, der var heldig vis ingen der så ham, for man havde aftalt, at hvis de skete måtte tyskeren slåes ned og Longsdahl hurtig i land.

 

Osvald var næppe kommet hjem til familien, da havnemesteren meddelte at der var 2 tyske officerer der ville tale med ham. Osvald var bange for de alligevel var blevet opdaget, det var de heldigvis ikke, tyskerne havde hørt de skulle til Glyngøre for at lande fisken, og ville gerne have 15 mand og noget ammunition, til en forpost, der lå ved Røn ud for Lemvig. Det var da helt i orden hvis der ikke blev lagt fiskerne hindringer i vejen og der skulle være fri passage gennem Oddesund broen. (Turen gik godt og tyskerne gik fra borde, over på deres skib, noget af fangsten blev losset i Glyngøre. Kutterne blev omdirigeret til Fur da, Tyskerne havde beslaglagt de biler der skulle være brugt til at fragte godset videre. På kajen på Fur lå der nogle store bunker brunkul, som våbnene, skulle gemmes i. Nogle forpost både, var blevet forlagt, uden modstandsbevægelsen var klar over det, så kutterne var lige ved at gå i løvens gab. Heldigvis blev der luftalarm, så tyskerne fik nok at se til, nu skulle der handles hurtigt, godset blev kørt på tipvogne til en fabrik hvor der var flere brunkul som våbnene blev begravet i. Man var færdig da tyskerne vendte tilbage, som en skin manøvre, satte de Gadus let på grund ude i havnen, tyskerne tilbød deres hjælp, men man havde fået en trosse over på Chr. Winkel, der vinkede afværgende til tyskerne.

 

Efter besætningen vendte hjem et døgn, kom der besked at Gadus og Chr. Winkel skulle gå til havs øjeblikkeligt, og de fik hverken is eller større mængde brændstof med. Harald Iversen havde fået besked på der var sivet noget ud, om aktionen, selv tog han til havs med Mary Iversen, få dage efter kom kapitulationen, men da var kutterne langt til havs. De gik efterfølgende til England for at være rigtig orienteret, Chr. Winkel og Gadus kunne have tjent 10.000 kr. på hver last de kom igennem med, men takkede men begge to nej det var ikke deres ærinde. Hjort Rasmussen skrev sin beretning, over 25 år efter krigen ”Transporten over Nordsøen” Dette skyldes nok at vestjyderne ikke er kendt for at bruge store ord om sig selv. Men det var uden tvivl en stor hjælp for modstandsbevægelsen, og en af de aller farligste opgaver, som blev udført at de danske modstandsfolk, hvis ikke krigen var slut var der gjort klar til flere operationer med større både, men det er heldigvis historie.

 

Christian Winkel Olesen har mødt nogle folk, der har fortalt ham, at i deres øjne var fiskerne en flok hædersmænd, der skulle være blevet påskønnet på lige fod med mange andre, men det er næsten for sent for det er en uddøende race.

 

Hvis det værste var sket, og fiskerne blev taget af tyskerne, ville det have været en ufattelig tragedie for familen,

På Gadus:Min Far Anders P. Olesen Langerhuse, hans fætter Osvald Olesen, Osvalds nevø Holger Gregersen, samt en skibsdreng fra Torsminde der hed Willy

På Kristian Winkel: Børge og Jens Røn Winkel, brødre til Osvalds kone, Evald Henriksen og Lars Kruse

På Vinga: Marinus Pedersen var gift med Osvalds søster. Så det er rart det er historie.

 

Efter krigen blev Thyborøn fiskerne der var med til at transportere våben, inviteret hjem til en af de folk de samarbejde med i forbindelse med transporten. Det var en adresse i Østjylland, da de fandt stedet var der dog ingen, der kendte noget til det før der var en, der sagde "det er da Præstegaardens adresse", Fiskerne spurgte, hvad deres præst hed "jo han hed da Hans Kvist" Det var ikke så godt for ham fiskerne søgte hed Jørgen Jensen. Fiskerne gik dog op til Præstegaarden, og på trappen stod Jørgen Jensen alias Hans Kvist smilende og tog i mod dem.

Hans Kvist sagde at de ikke skulle være nervøse, for da Hans Kvist havde besøgt fiskerne i Thyborøn, lærte han hvad der var deres livretter, så fiskerne manglede hverken vådt eller tørt, ved bordet.

 

Tak og ære dem der deltog på forskellig vis for at Danmark kunne blive fri.

Kilde: Osvald Olsens historie, fortalt af sønnen Kristian Winkel Olesen

Copyright @ Flemming og Inge-Margrethe Olesen