Holger Gregersens historie

 

Interview med Holger Gregersen d. 30-2012-13 i Thyborøn, fortalt til Flemming Olesen

 

D. 29.12.13 opdagede Flemming at Holger Gregersen, 87 år, som var med på fiskekutteren ”Gadus”, da der blev smuglet våben under 2. verdenskrig i marts 1945, stadig var i live, og boede i Thyborøn, så Flemming kontaktede Holger og det blevaftalt et møde dagen efter.

Det første Holger sagde da vi ankom, var at Flemming lignede sin far. Under interviewet kom det frem at en anden fisker nemlig, Anton Ewald Henriksen, 92 år, som var med på fiskekutteren ”Kristian Winkel” også stadig var i live. Vi besøgte han på plejehjemmet i Lemvig, Anton kunne dog ikke huske noget fra den tid, og troede Flemming var Anders P. Olesen (Flemmings far). Holger og Anders var makkere på skibet og havde et godt forhold til hinanden.

 

Interviewet:

I marts mdr. 1945, var alle fiskekuttere holdt op med at fiske, da de ikke ville fiske for tyskerne, så det var ikke velset da ”Gadus” og ”Kristian Winkel” tog

på æ haw, folk syntes ikke om, at fiskekutterne fiskede for tyskerne, men de kunne jo heller ikke vide det var for at kunde hente Våben til de danske frihedskæmpere. Når de kom frem til de engelske både fik de våben om bord, og en kasse med, kaffe, cigaretter, og chokolade m.m. Da de kom hjem blev de kaldt nazister. På ”Gadus” var: Skipper Osvald Olesen, Anders P. Olesen, Holger Gregersen og en skibsdreng der hed Willy ? fra Thorsminde. På Kristian Winkel” var: Børge og Jens Røn Winkel, Ewald Henriksen og Lars Kruse De afsejlede hen under aften, Holger havde været med på Gadus siden 1941, og Anders havde været med længere.

 

For at finde det engelske skib, ude i rum sø, vi skulle langt over mod England. Der kom en flyver og fløj over os, hvorefter den fløj i den retning vi skulle sejle, det blev flyveren ved med indtil ”Gadus” kom i kontakt med skibet, der var mange ting der var mærkelig på den tur bl.a. var havet blikstille, sådan plejer det ikke at være sidst i marts. De danske skibe lagde sig på hver sin side af det engelske skib og således blev de lastet hurtigere. De fik nogle store jernspande eller jerndunke, og uden om sad der ligesom en ”køjesække” Da vi fik det om bord, og vi fiskede da også nogle dage efter, derpå sejlede vi hjem. Da vi kom ind i Thyborøn, med våbnene skulle vi jo undersøges, vi skulle lægge til ved broen ved auktionshallen, der lå en tysk barak med vagter, alle skibe blev undersøgt når de kom ind, der skulle lastlugerne lukkes op, der kom nogle officerer, og kiggede ned i lasten, så ville en officer have en fisk.

Anders gjorde en bevægelse med hånden der betydede, at officeren selv kunne kravle ned og hente fisken, Osvald stod henne i styrehuset, og blev kridhvid i hovedet. Ja når de ikke ville hente fisken måtte han jo selv hente den.

I Thyborøn ville de ikke modtage vores fisk, så vi skulle losse fisken til Glyngøre, hvor Alfred Priess aftog fiskene, prisen var aftalt til 10.000, kr. uanset mængde. Priess blev betragtet som ven med Nazisterne, men var en stor hjælp for modstandsbevægelsen, da han gav mange penge til dem.

 

Der gik kludder i det, da der ikke rigtig havde været nogen Tyskere i Glyngøre før, men det var der så kommet, så det blev bestemt, vi skulle sejle til Fur og losse der.

 

Vi lossede ved de store molersbroer, på Fur op i nogle store vogne der blev brugt til at fragte tørvesmuld i, der gravede vi våbene ned i noget tørvesmuld. ”Køjesækkene blev taget af og dem kunne Anders og jeg (Holger) ikke stå for så de tog hver en med hjem. Da de kom ned til skibet blev skipper Osvald Olesen helt tovlig, dem måtte vi da ikke tage med, ja da har vi gjort det, og det skulle skipper ikke gå op i, fik han at vide, af Anders. Anders var ligeglad med sådan noget.

Vi havde fået en stor kasse med alle de gode sager også stærkere drikke, så da vi var færdig, med at losse, det var om natten/tidligt på morgenen, skulle vi sejle hjem, vi sejlede til Nykøbing, og holdt en ordentlig kanibalfest, nede på molen.

Da vi kom hjem, var vi ilde set, for at vi var sejlet ud at fiske, næsten det eneste skib i Danmark.

Efter vi var kommet hjem til Thyborøn, gik der ca. 14 dage så sejlede vi ud igen, efter ordre fra Frihedsrådet, skulle vi sejle til England igen. Holger mener at

den tyske kommandant i Thyborøn havde fået færten af noget, men han gjorde ingenting.

 

De sejlede således mod England, og fiskede på vej der over. Vi ankom til kysten d. 2. maj, vi var sammen med ”Mary Iversen”, han skulle også derover. ”Gadus” løb tør for petroleum, så ”Mary Iversen” slæbte os, da vi kom til landet strandede ”Mary Iversen”, men vi kunne flyde, så ankrede vi, da vi så lå for anker der, så Anders ind mod kysten der stod en del mennesker derinde og vinkede til os. Anders ville ind til land og se hvad det var for nogle mennesker, det skulle vi lade være med sagde Osvald, men det mente Anders ikke han skulle bestemme, vi tog redningsbåden og roede ind til stranden, de lokale danskere der boede i lejr der, så dem besøgte vi, når Anders og jeg var sammen skete der altid noget!

Da vi jo ikke havde noget petroleum, kom der en stor slæbebåd og slæbte os til Grimsby, der ankom vi d. 3 maj. Da vi så kom igennem var der fyldt med dansk skibe, som også havde fået ordre fra Frihedsrådet om at forsvinde, fra Danmark. Frihedsrådet var bange for at tyskerne skulle tage de danske kuttere for at sejle tropperne, til Norge, da deres belejring varede længere.

Vi var jo interneret, så der var pigtråd, lige som fangerne og når vi skulle have noget at spise, kom de med mad til os, til hvert skib. Anders kunne jo aldrig lade alle ting være, han var ingenting ræd for, og så ingen fare, i nogen som helst ting. Vi havde jo taget noget proviant med hjemmefra, bl.a. meget smør da vi vidste det ikke kunne fås derovre. Der kom mange engelske officerer ned og fik noget smør, Osvald hentede smørret nede i lasten. Anders ville i land, men det mente jeg ikke vi kunne komme, jo Anders havde fundet en vej, vi kravler bare under, nogle høje broer så kom vi ind i en anden havn, så kunne vi komme op til byen, vi kom ind i en bette forretning, vi stod og kiggede, da der kom en mand ud, vi kunne ikke forstå ham, vi ville have en spenser (strikke trøje), det kunne vi ikke få da vi jo ikke havde nogen penge. Manden begyndte at snakke om Dänish Butter, Dänish Butter, det kunne vi forstå, så vi gik tilbage til skibet og tog de få pakker smør der var tilbage. Vi gik tilbage til land og fik spenser i bytte for smør. Da vi kom tilbage til skibet, kunne Osvald ikke forstå hvor det sidste smør var blevet af, ja det havde vi da taget, og fået et par spencer for. Osvald blev så gal, men vi sagde at han jo selv havde givet det andet væk, så nu havde vi taget det sidste.

Da vi havde været der nogle dage skulle vi i forhør. Osvald skulle jo have sin besætning med, men da de kom frem manglede der 2 mand det var Anders og

mig, for vi var gået i land, så nok engang var vi skyld i Osvald blev gal, vi blev udspurgt hvor vi havde været da vi kom tilbage til skibet, Ja, vi havde jo da

været i land.

 

Børge Winkel har skrevet noget ned som vi får se senere.

Det var Børge Winkel, der havde fisket i Esbjerg under krigen, der havde nogle forbindelser i Esbjerg, Børge kontaktede Osvald Olesen.

Ham der stod for det hele hed Tholstrup, Lonsdale og en præst fra Onsild Hans Kvist.

Lonsdale var officer i Marinen, han skulle med til England om bord på Kristian Winkel, og med tilbage igen. Da vi kom til Thyborøn, sejlede ”Gadus” først ind,

for at se hvordan det gik, med undersøgelsen, og det gik jo fint, så kunne ”Kristian Winkel” også sejle ind. Lonsdale kom med toget til Thyborøn, da han skulle med ”Kristian Winkel”

Jens Røn, som var noget syg, da ”Kristian Winkel” kom ind, Lonsdale lå i kistebænken, under køjen. Det var meningen Lonsdale skulle være blevet i England, da han skulle snakke med en engelsk officer. Officeren var dog med på det engelske skib vi lagde til ved, så de fik det hele ordnet ombord, således kunne Lonsdale komme med hjem igen.

Holger bekræfter at Lars Kruse var med på ”Kristian Winkel”, men de eneste 2 der er i live her d. 30.12.2013 er Ewald Henriksen (92 år) i Lemvig (han var med på ”Kristian Winkel”) og mig Holger Gregersen (på ”Gadus”)

 

El- Jepsen fra den Gl. Biograf i Thyborøn, ordnede kabler og andet el for tyskerne, bl.a. 2-3 kabler der var forbundet med nogle miner ude i Kanalen, som tyskerne kunne sprænge, hvis Englænderne kom. Alle oplysningerne om det Jepsen lavede for Tyskerne sendte han til England. Det var den eneste frihedskæmper vi havde.

 

Holger fortalt endvidere om Anders: han var ikke ræd for noget, han huskede en episode fra Langerhuse, Tyskerne havde sat pigtråd op lige vesten for huset. En dag lå der 2 spærreballoner der var faldet ned, som tyskerne havde slæbt derhen, det kunne Anders ikke stå for, da det var svært at få gummitøj. Så Anders klippede et par huller i hegnet og klippede noget af Spærreballonen, så kunne Anders få noget ”ny” gummitøj. Dette har Inga Johansen, Anders’s svigerinde da også bekræftet.

1954 havde Holger Gregersen skibet Andrea, han fik bygget en ny i 1959.

Holger Gregersen

En af de fiskere, der hjalp med, at smugle våben til Danmark under 2. verdenskrig

Copyright @ Flemming og Inge-Margrethe Olesen