Hans Kvist

Hans Kvist's Beretning

Seapperations (Hiccup) i Nordsøen fra nytår til befrielsen 1945

 

I A. Hjort Rasmussens "Nordsøfiskeriet under besættelsen" er der givet en fortræffelig detailjeret fremstilling af denne side af mod-standskampen. Mine nedenstående erindringer bringer intet nyt om selve sagen. Begivenhederne er blot set med mine egne øjne og refereres så vidt muligt som nøgne kendsgerninger med udeladelse af den dramatik, der unægteligt og uundgåeligt lå i hver dags indsats.

Gestapo havde ved sin fjerde store razzia i Randers den 11. december 1944, revet så store huller i modstandsbevægelsen der, at bylederen, kaptajn i Marinens flyvevåben Walther Lonsdale (alias "Dahl", "Putte", "Oskar" m.m.) måtte fortrække. Vort daglige samarbejde gennem tre måneder med organisering af nedkastninger i Randers amt så ud til at skulle få en brat aflutning. Lonsdales første tanke var den at få tilladelse til at komme over til England og derfra fortsætte kampen. Medens han med dette for øje rejste til Toldostrups hovedkvarter i Alborg, tog jeg til Esbjerg for at finde en fiskeskipper, der ville påtage sig transporten af Lonsdale. I Esbjerg, Vesterhavsgade 23 boede min svigermor Eline Christiansen, enke efter Christian Christiansen, der var en søn af Ole Christiansen, tidl formand for Esbjerg Fiskeriforening. Gennem hende fik jeg forbindelse med fiskeskipper Niels Silkjær, Strandbygade 67 som straks påtog sig opgaven.

 

Da jeg meddelte hovedkvarteret det, viste det sig, at man der ønskede at genoptage de, i efteråret 1944 afbrudte seaoperations. Lonsdale havde deltaget i disse aktioner og var derfor både kvalificeret og ivrig efter at føre dem videre. Med ordre om at fortsætte med Esbjerg som basis mødte han mig der, hvorefter vi endnu inden nytår 1945 gik igang med de videre forberedelser.

 

 

E 30 "Nordkysten" (E417 "Kvik" under krigen)

 

Projektet var ikke uden forudsætninger, men heller ikke uden problemer. Esbjerfiskerne havde allerede under folkestrejkerne vist, at de havde den rette modstandsånd. Deres venlige indstilling overfor engelskmændene var på forhånd givet og naturligvis også kendt af tyskerne. Den tyske havnekommandant, der havde kvarter i "Hal restaurationen" på fiskerihavnen, havde derfor ivænkskat meget skrappe forholdsregler for fiskeriet i Nordsøen. Inden en kutter stak til søs blev den undersøgt, skibsbemandingspapirerne nøje kontrolleret, afsejlingstidspunkt noteret m.m. Kutterne måtte kun gå 60 sømil ud på fiskeri, og selve turen måtte vare 8-10 dage. Disse forholdsregler var taget for at forhindre fiskerne i at gå så langt ud, at de kunne få kontakt med engelske både og flyvere. Det var sket, at engelske ubåde havde opbragt

danske kuttere og tvunget dem til at lande i England Tyske marinefartøjer og fly afpatruljerede til stadighed Nordsøen og beskød de kuttere, der var kommet for langtud. Kutterne sejlede med denne fare for øje aldrig alene, men parvis eller flere i flok. De havde radiomodtagere ombord medens tyskerne havde forlangt deres sendere afmonteret. Dette betød i vor planlægning, at deltagere i seaoperations vel kunne modtage hovedkvarterets ordrer i udsendelserne fra BBC, men ikke selv

kunne sende tilbage. Sikkerhedsforanstaltningerne påhvilede således udelukkende hovedkvarteret, hvorfor dette da også måtte

oprette en telefonisk, og telegrafisk meget direkte kontakt med al den risiko, det indebar. Når kutterne havde været på fiskeri i den tilladte tid og sejlede hjemover, måtte de mindst tre gange til tysk kontrol, der for hver gang blev strengere. Første gang ude i Grådyb ved et tysk marinefartøj, anden gang ved Skallingen og sidste gang ved selve indsejlingen i fiskerihavnen. Her underkastedes kutterne et lignende eftersyn som ved udsejlingen, men det hændte ikke sjældent, at et fartøj blev beordret losset under tysk opsyn. Ved en sådan tilbundsgående ransagning kunne selvsagt intet forblive skjult. Skulle noget kompromitterne blive fundet, kendte vi alle Gestaopos metoder. Endnu et par spørgsmål måtte afklares: hvorledes få godset fra borde, hvorledes få det fra havnen ud af byen? Det første spørgsmål klarede vi hurtigt, det skulle bare gøres. Vi havde fra Randers gode erfaringer med at gøre noget sådant lige for øjnene af tyske vagtposter. I Randers havn havde vi lastet det gode skib "Albatros" af Mariager med gods fra adskillige nedkastninger, mens det lå ved siden af tyske marinefartøjer. Skulle det ikke også kunne gå her, selvom de tyske projektørers lysskær fejede hen

over kajerne. Albatros af Mariager

 

Udbringningen af godset fra byen var ikke ligetil. Udenom Esbjerg lå tre eller fire ringe af spærringer, efter at man havde passeret selve havneområdet. For at klare det problem måtte vi bryde med princippet om, at der ingen forbindelse måtte etableres mellem seaoperations og byens modstandsfolk. De hjalp os så med at "låne" en stor lastvogn, tilhørende Hans Petersen. På den måde var der flere, der nu vidste noget, end vi brød os om. Snakken gik ellers livligt nok i de klynger af fisker, der hver dag samledes på havnen. Mærkeligt nok blev der altid tavshed, når Lonsdale og jeg på vor daglige inspektionstur stillede os op ved flokken!

Nu kendte vi noget til problemerne og vilkårene og gik videre. En af de første dage i 1945 satte jeg min kontakt mand Niels Silkjær ind i de ændrede planer. Allerede dagen efter kunne han meddele mig, at han stillede sit skib, "Anna Kirstine", E 94 til vor disposition med hele besætningen, hans bror Eilert Silkjær, og Børge Høst. Et par dage efter havde de endnu en kutter klar ”Vega” E 516 skipper Jens Frich med besætning: Gunnar Bøndergaard, Gunnar Andersen og Arthur Nielsen.

Samtidig skaffede Silkjærene kontakt til deres svoger, speditør Holger Nielsen, Spangsberggade 44, som var chef for 2. kompagni af modstandsbevægelsens havnestyrker. Han skulle klare losningen og transporten af godset til et depot udenfor byen. Nu kunne vi melde klar til aktion til hovedkvarteret og bad om nærmere instrukser. Efter at Toldstrup havde indhentet sådanne hos Hollingworth (SOE), sendte han os dem. Nogle dage senere 27.1.1945) fik vi fra Toldstrup (Støvring) den sidste instruks og kodetabel.

Alt syntes nu klar til aktionen, kutterne var forsynet med olie, købt i dyre domme på den sorte børs, og alle var fulde af forventning.

Men så kom den hindring, som bevirkede, at seaoperations stort set blev noget af en skuffelse: dårligt vejr. Gennem hele januar og februar måneder var der usædvanlig uroligt vejr og hav, som hindrede fiskerflåden og med den vore både i at gå ud. Det blev en lang og drøj ventetid for alle parter. Vi fattede endog den vilde ide at få redningsdamperen F.V.Mortensen sendt af sted efter gods, men opgav det dog af hensyn til redningstjenestens sikkerhed. Lonsdale forkortede ventetiden ved at udføre forskelligt arbejde for hovedkvarteret, medens jeg var bundet til Esbjerg havn for at udnytte den første mulighed for at starte.

Da der også var forskellige vanskeligheder, med forbindelsen med Hollingworth, opnåede jeg hovedkvarterets tilladelse til at forsøge at komme i gang enten fra Hvide Sande eller Thyborøn.

 

Den 8.marts 1945 rejste Eilert Silkjær og jeg derfor til Hvide Sande, hvor vi kontaktede fiskeskipper Jens Aae og foreslog ham at være med i aktionen, hvilket han straks var villig til. Vi havde forestillet os, at søgående kuttere skulle gå over til englænderne og hente godset, som så udenfor indsejlingen til Hvide Sande skulle omlades i mindre både, der kunne gå gennem Ringkøbing fjord og losse i Ringkøbing. Efter nøjere at have besigtiget forholdene i Hvide Sande, hvor der var en meget hård tysk kommandant, måtte vi erkende, at havnen ikke 'kunne benyttes.

 

Vi rejste med et af tyske soldater overfyldt tog til Thyborøn for at træffe en tidligere Esbjerg f Harald Iversen. Vi var kommet til den rette mand, så inden vi samme dag forlod Thyborøn, havde vi tre, muligvis fire kuttere til rådighed. Det drejede sig om "Kristian Winkel, L 253 med skipper Børge Winkel og besætning hans bror Jens Røn Winkel, Evald Henriksen og Lars Kruse.

Endvidere "Gadus",L 126 med skipper Osvald Olsen og besætning Anders Olsen og Holger Gregersen, samt kutter "Vlnga",L 231 med skipper Marinus Pedersen og besætning. Harald Iversen ville også gerne sejle ud med sin kutter "Mary Iversen",L 257, men jeg foretrak at holde ham i land som kontaktmand, hvilket viste sig at være en fornuftig disposition og helt nødvendigt på stedet. Enhver, der under krigen var kommet uantastet gennem de tre spærringer med tysk visitationer, vil forstå dette. Blev man taget her, var ethvert forsøg på forklaring udsigtsløs.

Transport med jernbanen var problematisk, ad landevejen umulig. Tilbage var muligheden for afskibning af godset i Limfjorden. Det måtte blive hovedkvarterets opgave at bestemme hvor og hvorledes.

Efter vor vellykkede hjemkomst til Esbjerg, bedredes vejret, så nu skulle der ske noget snarest muligt. Den 16. marts gik ”Anna Kirstine" og "Vega” ud til havs med Outer Silver Pit, som mål. ca.70 sømil n.o. af Humberen og nåede bestemmelsesstedet uden vanskeligheder, det sidste stykke vejledet af en engelsk flyver. En tidligere Esbjergbåd, nu med navnet ”Kvik" var på pletten og omladningen af 2 tons gods til hver kutter blev foretaget den 21. marts. Det drejede sig om maskinpistoler, pistoler, spigot-morters, ammunition og plastisk sprængstof med tilbehør. Det var pakket i vandtæt tilloddede beholdere, på ca.30 kg og indsyet sejldugsposer med fastsyet ring, hvilket gjorde det hele meget handy. Containernes størrelse var afpasset til at kunne gå ned i en almindelig fiskekasse.

 

Desuden fik vore fiskere tankene fyldt op med solarolie, samt ”comforts” i form af virginiacigaretter, chokolade, kaffe, the og dertil en dunk med rom. Og endelig overlod englænderne dem en lille kombineret radiomodtager og -sender, der kunne dække fire sømil, og som skulle kunne anvendes i faretruende situationer og ved kommende aktioner. Efter omladningen fangede kutterne endnu nogle fisk, der sammen med is blev anbragt ovenpå godset i "Vega”, medens i ”Anna Kirstine” havde det meste gemt i "dammen". Efter at den aftalte særmelding havde lydt i BBC den 24. marts, blev kursen sat hjemefter. Hidtil havde der nok været spænding, men ingen ængstelse, idet der var god mulighed for engelsk beskyttelse. Men ved indsejlingen til Grådyb ventede en ubehagelig overraskelse, idet "Anna Kirstine” blev bordet af fire tyske soldater fra bevogtningsfartøjet og grundigt undersøgt, lykkeligvis dog uden resultat. Fiskerne mente med rette at være sluppet billigt, selvom de ærgrede sig noget over de gode ord og fisk, som de gav tyskerne. De videre kontroller blev passeret uden vanskeligheder. Fisken blev på sædvanlig vis losset ved auktionshallen, hvorefter kutterne lagde til på deres sædvanlige plads ved stenkajen nedenfor De Forenede Isværker. Landingen skete den 27.marts, tirsdag i den stille uge før påske.Påskelørdag overflyttedes godset fra ”Vega" til ”Anna Kirstine Natten efter 2. påskedag, den 2.og 3. april, foregik så optagningen, af den, samlede godsmængde. Fiskerne arbejdede ikke på søn-og helligdage, hvor de var i kirke. Stemningen i Esbjerg var netop da trykket og spændt, idet den afholdte pastor Bentzen var blevet myrdet af Gestapo palmesøndag.

Losningen foretoges af skibenes besætninger, bistået af en halv snes udvalgte folk fra havnestyrkernes 2. kompagni. Lonsdale og jeg dækkede aktionen med maskinpistoler. Hundrede meter fra os varetog vagtposterne fra den tyske havnekommandantur deres tjeneste, så det hele var godt dækket. I løbet af godt tre timer var alt godset lagt i fiskekasser, som vi simpelthen tog af det vældige lager, der var opstablet på pladsen ved kajen. Alt forløb som planlagt, bortset fra et par små episoder: nogle vagtværnsfolks lidt nærgående nysgerrighed blev hurtigt afsvalet, og nogle råbende fiskere låste vi ned i deres både.Vi var nu nået til det mest uforudseelige moment transporten ud af Esbjerg. Med Lonsdale ved rattet af Hans Petersens store diesel-lastvogn og med mig, som sværtbevæbnet vagt førte en mand fra byledelsen os gennem de tyske spærringer. Uforståeligt at det gik godt. Bil papirerne var mildest talt mangelfulde, de afblændede - billygter ligeledes, bremserne nedslidte og chaufføren helt uvant med at køre så stort og tungt et læs. Helt sporløst gik færden da heller ikke• Hele sommeren 1945 stod dybe hjulspor i plænen i rundkørselen ved Hjertingvej og Gammel Vardevej, da Lonsdale, ved en hastig undvigelsesmanøvre undgik at køre ind i en deling tyske soldater, der marcherede af sted i mørket, og for at fuldkommengøre billedet, væltede bilen en havemur, ved indkørselen til vort mål Rudy Christiansen, Storegade 243 i Jerne. Her blev godset læsset af og deponeret, indtil det blev bragt videre, vistnok til Sønderjylland. Efter at have afleveret lastbilen sov vi de retfærdiges søvn. Den kunne ikke vare så længe, som vi kunne ønske os, idet hovedkvarteret jo tidligt næste dag skulle have rapport om forløbet.

Da denne første aktion var gået så godt, planlagde vi omgående den næste. Denne skulle foretages med ”Anna Kirstine", ”Vega" og kutter "Nordstrand” E 82, tilhørende skipper A.H. Sørensen samt "Chr.Fjord" E 477,skipper K.Torbensen og end videre S.P.Sørensens "Chikago”, der kunne tage ekstra stor last og endelig P. Grønnes "Kodan” E 547.

 

Uheldigvis blev planen - kuldkastet ved en skrivelse af 9 april -1945 fra modstandsbevægelsen (journalist Riber ”Vestkysten” der ikke kendte til vor virksomhed) til alle fiskeskippere med trussel om ødelæggelse af fartøjerne, hvis de fiskede mere for tyskerne. Til denne set med vore øjne kedelige hændelse føjede sig snart efter Frihedsrådets anmodning til, Esbjerg fiskerne om at stikke af til England. Mildest talt stor forvirring. Vi gjorde naturligvis forestillinger på de kompetente - steder, men der kunne ikke rettes op på det. Esbjerg måtte derfor indtil videre ligge stille. Tyskernes agtpågivenhed var naturligvis blevet mangedoblet.

I Thyborøn var imidlertid alt klar til afgang på trods af de også her skærpede kontrolforanstaltninger løb "Kristian Winkel" og ”Gadus” ud den 16. april. Ombord på "Kristian Winkel” lå Lonsdale gemt i kabelrummet med en dynge vod over sig. Han skulle med over for at modtage engelsk ordre. I sidste øjeblik lagde ”Vinga" igen til kaj, idet en af mandskabet ikke ville sejle med af frygt for sin families skæbne. Han lovede absolut tavshed efter at have kigget ind i min 11 mm colt, der "usvigelig sikkert ville træffe ham, hvis han 'no-gensinde snakkede". Løftet blev holdt, hvilket da også var ubetinget nødvendigt i den lille fiskerby, hvor alt og alle blev diskuteret på havnen ,især da kutternes afgang under de skærpede forholdsregler.

 

I de følgende dage var jeg hele tiden i kontakt med hovedkvarteret angående godsets udlosning og videre forsendelse.

Thyborøn-Lemvig jernbanen var lammet af sabotage, så forsendelse ad denne vej var udelukket, og i Thyborøn var det ikke muligt at

få solgt fisken og godset fordelt. Da nogle kontakter var gået i stykker på grund af arrestationer, måtte jeg med en personlig,

håndskrevet introduktion fra Toldstrup (der officielt var i Sverige) skaffe en aftager i H. Priess, Glyngøre Muslingefabrik. Han, der

ellers ikke af alle ansås for en pålidelig kontakt, lovede straks at aftage den indbragte fisk i Glyngøre. Da der ikke var lastbiler at få

der, besluttedes det at lande godset på Fur. Her ville jæger A. Fristrup hjælpe os det i land ved molerværkets anløbsbro.

Da alt dette efter et forceret arbejde var i orden, meddelte jeg hovedkvarteret, at kutterne kunne vende hjem. BBC sendte da koden

for hjem-komst, denne gang ”Hilsen til Island”. Efter den sædvanlige grimme tur gennem spærringerne erfarede jeg i Thyborøn, at

Thyborøn indsejling 1945

ethvert fartøj, stort eller lille blev endevende ved indsejlingen, selv tændstikæsker blev tømt.

 

 

Hvordan skjule en mand og flere tons våben og sprængstof? Skipper Harald Iversen erklærede sig villig til at sejle kutterne i møde og varsko dem om at gå til England. Midt i forberedelserne med at gøre klar, trådte Lonsdale pludselig og uventet ind ad døren til os. Hans beretning var spændende. De var kommet velbeholdne i havn gennem kontrollerne. En tysk ransagning havde fundet sted, de tyske vagter havde løftet op i tæpperne over bundbrædderne i køjen hvor under Lonsdale lå skjult, men var så pludselig holdt inde. Børge Winkel stod med en stor, tung skruenøgle over skulderen, og den ville vagtposten have fået i nakken, hvis han var gået videre.

 

Den 24. april 1945 glemmes ikke så let! Men nu kunne vi fejre Lonsdales 30-års fødselsdag, der var den 23.

Losningen fandt som aftalt sted næste dag i Glyngøre. H.Priess af tog og betalte fisken, som han kunne smide lige i havnen, da hans frysehuse var fyldt. Lonsdale og jeg overværede på kajen dette prægtige skuespil. Vi fik ondt ved at holde den ligegyldige maske, efterhånden som "Gadus” blev tømt for fisk. Godset var anbragt agter i skibet, der til sidst stod med stævnen meget højt i vejret i stedet for at ligge pænt i vandet.

 

 

Da de tilstedeværende fiskere også undrede sig over dette særsyn og indgående drøftede det, tøffede de to kuttere hurtigst muligt fra Gyngøre med Fur som mål. Da Lonsdale og jeg ilede af sted i forvejen, meddelte jæger Fristrup os, at tyske bevogtningsfartøjer i de sidste dage havde ligget ved molerværkets anløbsbro og muligvis også ville være der den kommende nat. Men nu var der ingen vej tilbage, og vi begav os alle tre til fods tværs over øen i det dejligste måneskin. Til al lykke var tyskerne der ikke netop den nat.

Snart hørte vi kutterne komme. I den stille nat lød deres hyggelige tøffen som kanonskud og mandskabernes samtale som, højtalerbrøl. De havde lettet ved proppen på rom dunken, hvad vi da undte dem af et godt hjerte bare ikke lige nu. Selv mente de at have udvist den yderste forsigtighed bl.a. ved at sejle med slukkede lanterner… Ophalingen, der skete ved larmende motorspil, var hurtig og fornøjelig. Godset blev gemt i dynger af moler, brunkul og tørvesmuld. Forsendelsens videre forløb kender jeg ikke. En version vil vide, at skipper Jensens "Rigmor" af Skive transporterede det til Ålborg, en anden at Hobro modstandsbevægelse afhentede det pr. lastbil, hvorved den lille færge nær var kæntret. Da nu også den anden seaoperation var gået godt, blev en tredje aftalt. Harald Iversen i Thyborøn og S.P. Sørensen i Esbjerg skulle gøre en tur og hjemføre hver 15 tons, der så skulle omlades i kystfiskerfartøjer og føres i havn. Harald Iversen stak straks til havs og afventede ordre, og snart fulgte "Kristian Winkel" efter.

Medens jeg i Esbjerg lagde sidste hånd på forberedelserne til en større, samlet aktion, lød frihedsbudskabet om aftenen den 4. maj. Det var et uforglemmeligt øjeblik. Naturligvis var ingen af os kede af, at krigen havde fået en for os lykkelig afslutning. Heller ikke ”KristianWinkel” s besætning, der af fiskeridirektoratet fik forelagt et bødekrav på 5000 kroner for at have landet fisk i Grimsby.

Sammenfattende kan man vel om seaoperetions sige, at de ikke gav det ønskelige, resultat, som svarede til forberedelserne og anstrengelserne. Hovedårsagen hertil må søges i det dårlige vejr. Alle implicerede fiskere var enige om, at der ville være opnået store resultater, hvis det hele var blevet startet noget tidligere. Ligeledes var de - bagefter - enige om, at det var en farlig færd, de var ude på. Nogle mente, at havnekontrollen havde flest risikomomenter, andre mente at faren for at blive sænket af tyske ubåde eller fly var størst. Alle var vi enige om at det havde været et dejligt job.

 

Bare det at have været med til at gøre noget, var en tilfredsstillelse.

Min daglige færden mellem disse gæve danske fiskere, uden de store ord var en oplevelse for livet. Den har givet mig, den urokkelige overbevisning, at hvis Danmark igen skulle komme til at stå ved en korsvej som i tiden 1940- 45, da vil der stå nogle mænd - måske kun få - som vil sætte fædrelandets frihed over alle andre ting. Det lyder stort og flot, når det i dag læses eller skrives, men det vil være sandt for dem, der har oplevet det som en virkelighed. Det sortladne hav havde endnu engang været en del af de danskes vej ikke til ros og magt, hvad skal vi med det? - men til frihed. For Danmarke frihed satte disse brave fiskere alt ind, deres skibe, ja deres liv. Det skal ikke glemmes dem. Derfor vil jeg gerne have ovenstående opfattet som et forsøg på at indflette nogle blade i deres æres krans.

Kilde: Fiskerimusset i Esbjerg

 

Copyright @ Flemming og Inge-Margrethe Olesen