Børge Winkels historie

Børge Winkels Historie

En af de fiskere der hjalp der hjalp med at smugle våben under 2. v erdenskrig

Børge Winkel

Evald Henriksen

L253 Kristian Winkel

Jens Røn Winkel

Lars Kruse

 

Børge Winkel stod klar til at slå tysk officer ned med stor skruenøgle.

 

Krigens to sidste våbentransporter over Nordsøen blev foretaget af de to Thyborøn kuttere

L 126 ,Gadus og L 253 ,Kristian Winkel".

Det blev for besætningerne på begge skibe en dramatisk tur, fordi tyskerne havde fået opsnuset, at der var et eller andet På færde. Kontrollen var skærpet kraftigt i forhold til tidligere, og det var i meget bogstavelig forstand med livet som indsats, at fiskerne fik smuglet de mange tons våben og ammunition

gennem kontrollen og ind i Danmark. Vi fortalte sidste lørdag om de seks første våbentransporter, og vi fortsætter denne gang med Børge Winkel som var skipper på, ”Kristian Winkel"; Næste lørdag slutter vi serien med Osvald Olesen, der var skipper på "Gadus".

 

Børge Winkel er i dag 66 år, men i foråret 45, da han smuglede I tons våben og ammunition til Danmark, var han kun 26 år. Kutteren, der var opkaldt efter hans far, havde han fået i 1943. Den var på 28 ton. - Jeg husker ikke præcist, hvornår jeg blev kontaktet første gang, men jeg mener der skete lang tid før, der blev brug for os, siger han.

 

Hvorfor de henvendt sig til mig, ved jeg ikke, men jeg har en formodning om' at det var Frederikshavner-skipperen Aksel Akselsen' som henviste til mig. Han gennemførte selv to våbentransporter til Thyborøn, og han var vist svoger til en af brødrene Silkjær fra Esbjerg, som også var med i transporterne.

 

- Jeg sagde ja, allerede første gang, men så hørte jeg ikke noget, før jeg en af de første dage i marts blev opsøgt af Ejlert Silkjær og Hans Kvist. Han var dengang sogne Præst i Sdr. Onsild ved Randers og blev senere biskop i Roskilde. Men jeg må indrømme, at jeg ikke anede han var Præst. Jeg kendte ham kun under hans dæknavn ”Jørgen” Han besøgte os flere gange og vi var fra starten på bølgelængde. Vi sad flere gang og snakkede til langt ud på natten, og vi fik både øl og

snaps, og det ventede man jo ikke af en præst - i hvert fald ikke dengang. Han var alle tiders, og vi holdt efter krigen forbindelsen ved lige.

 

Første møde

- Da Kvist og Silkjær var her første gang, holdt vi møde i vores lejlighed over biografen. De ville gerne have flere skibe med og spurgte, om jeg ikke kendte nogen. Jeg anbefalede min svoger, Osvald Olesen, der havde "Gadus". Jeg sagde, at han vat en god dansk mand, og at jeg vidste, han var godt gal på tyskerne.

Jeg sendte bud efter Osvald, og han sagde ja med det samme. De spurgte så, om vi eventuelt kendte en skipper mere, der ville være med, og Osvald foreslog sin svoger, nu afdøde Marinus Pedersen, der havde L 231 ”Vinga”. Han var også kendt som en god dansk mand, og jeg kendte ham godt. Det var hos ham, jeg

havde min første hyre. Der blev sendt bud efter Marinus, og han sagde også ja med det samme. Alt skulle så være i orden, og vi skulle nu blot holde os klar, så

vi kunne tage afsted, når vi fik nærmere ordre. Vi blev hver tilbudt 10.000 kr. for hver last våben, vi sejlede til Danmark, men vi sagde alle tre nej tak. Vi ville ikke have betaling for det. Vi skulle kun have normal betaling, for den fisk, vi kom ind med. Desuden skulle vi have petroleum af englænderne, så vi kunne klare den lange rejse. På grund af rationeringen herhjemme var det vanskeligt i det hele taget skrabe petroleum nok sammen til en almindelig rejse.

Nu skulle transporterne gå til Thyborøn

Der gik nu et stykke tid før vi igen hørte noget. Det var en af de første dage i april, På grund af forskellige forhold var det blevet ødelagt i Esbjerg, og de kunne ikke lave flere våbentransporter hertil. Nu skulle transporterne foregå til Thyborøn, og vi skulle afsted. Det var Kvist, der kom og gav os beskeden. Vi skulle

tage is, proviant og Petroleum om bord og gøre klar. Vi skulle afsted, så snart vi hørte nærmere, Han opgav mødestedet, hvor vi skulle møde den engelske forsyningskutter, der hed E 417 "Kvik. Den ville vente på os et sted, vi kaldte Bolles Bank. Det var cirka 65 mil øst af Humber fyrskib, eller næsten 300 mil fra Thyborøn.

Positionen skulle vi lære udenad, og det samme gjaldt de hilsener, vi skulle lytte efter i BBCs danske udsendelser. Jeg kan huske de fleste af dem den dag i dag.

”Hilsen til Argentina” betød at ”kvik” lå og ventede på os. "Hilsen til Island” betød, at der var klar bane hjemme, og at vi kunne gå hjem med vores last. Der var også en hilsen, som betød, at alt var afsløret hjemme, og at vi skulle gå til England.

Gjorde klar Vi gjorde hurtigt klar og gik nu blot og ventede. Min bror, Jens Røn Winkel, som døde for nylig, var bedstemand om bord. Han havde part i skibet. og han var den eneste, jeg havde sat ind i det, og han var helt med på det. De to yngste om bord var Evald Henriksen, der nu er fiskeskipper i Lemvig, og kokkedrengen, som hed Lars Kruse og var fra Lyngby i Thy. Det var i øvrigt hans første rejse på Nordsøen. De fik ikke noget at vide, før vi skulle afsted, men de var også begge med på det.

Pludselig en aften bankede en mand på vores dør. Han præsenterede sig som, ”Oscar Dahl”. Han sagde, han kom fra "Jørgen” (Hans Kvist), og at vi skulle afsted nu. Jeg havde aldrig set ham før, men jeg troede på ham. Vi havde gæster den aften. Det var flere unge mennesker. Jeg sagde derfor til ham, at han skulle gå

igen og først komme tilbage, når jeg havde fået jaget dem hjem.

Da han kommer igen, siger han, at han skal med os ud. Han skal tale med en mand om bord på den engelske forsyningskutter.

Jeg får ham ned om bord, hvor han bliver gemt i kabelrummet under et par vod. Han må ligge der hele natten, den næste dag og næste nat igen, før vi kan komme afsted

 

Mange kiggede skævt til os

Da vi gør klar tit at tage ud, er der mange som ser skævt til os. De tror, vi skal ud at fange torsk til tyskerne, og vi kan jo ikke så godt fortælle, hvad vi laver, så vi må lade som ingenting. For Marinus bliver det en bedrøvelig dag. Han har ikke fortalt sine folk, hvad de skal ud på og bedstemanden vil ikke være med. Han er bange for, at det skal gå ud over hans familie, hvis det går galt. ”Vinga” måtte derfor blive hjemme, og det var en stor sorg for Marinus.

- Det er altså kun os, og "Gadus”, der kommer afsted. Nogle dage fisker vi helt almindeligt, så vi har fisk til at dække ladningen med. "Oscar Dahl” viser sig at

være en hyggelig fyr, og han kommer godt ud af det med os allesammen.

Da der er gået nogle dage, siger Evald Henriksen, at han er sikker på, at han har set ham inde på Lynetten, mens han var inde som marinesoldat, men det vil ”Oscar Dahl” ikke svare på. Først efter krigen får vi hans rigtige identitet at vide. Han var flyverløjtnant Walter Lonsdale i det danske Søværn, og sammen med Hans Kvist havde han af Toldstrup fået overdraget ansvaret for

Våbentransporterne over Nordsøen.

 

Hilsenen

Efter nogle dages forløb hører vi, at BBC sender en hilsen til "Argentina”, og vi sætter kurs mod mødestedet. Selvom tyskerne havde inddraget vores radioer,

og vi ikke havde andet end et kompas og et håndlod at navigere med, kunne vi såmænd godt have fundet det selv. Men det behøver vi slet ikke. Flere gange om dagen bliver vi overfløjet af engelske fly. Det er helt hyggeligt. De kommer tæt ned over skibet og, vipper med vingerne som en hilsen til os. Derefter flyver de i den retning, som vi skal følge for at finde forsyningsskibet. Vi finder det uden problemer. Det er Esbjerg-kutteren "Nordkysten", og Thomas Christensen fra Esbjerg, som jeg kender i forvejen, er skipper om bord. ”Nordkysten" er overtaget af det engelske admiralitet, og kaldes nu g 417 "Kvik". Der ligger et par meter tovværk på dækket, så den stadig skal se ud som en fiskekutter, men ellers er der lavet meget om. Den er fuldt med lufværnsskyts, som er camoufleret på forskellig vis, og besætningen består af engelske marinesoldater.

 

Flere tons våben og ammunition

I lasten har den flere tons våben og ammunition, og den har petroleum med til os. Det er så fint vejr, at vi kan lægge os på siden af den og tage godset om bord. Foruden vores egen part får vi også det, som, ”Vinga" skulle have haft. I alt er det 8 tons. Omladningen bliver overvåget ag et engelsk fly. Vi får også et par containere med våben til eget brug, men dem åbner vi ikke. De bliver stuvet ned i lasten til det Øvrige og derefter dækket med is og fisk. Mens vi arbejder med omladningen er Lonsdale om bord på, ”Kvik", hvor han har en lang samtale med en engelsk, .marineofficer med masser af guld på armene. Efter krigen fik vi at vide, at det var ”Blanner", den engelske officer i SOE, som stod for operation, ”Hiccup" det var kodenavnet for våbentransporterne over Nordsøen. De holdt konference midt i Nordsøen for at aftale de fremtidige retningslinjer for Våbenforsyninger til Danmark. Foruden våbenlasten fik vi cigaretter, whisky, cognac, kaffe og the. Vi var vant til erstatningsvarerne hjemme i Danmark, så det var skønt at få en rigtig kop kaffe en god engelsk Players cigaret med rigtig tobak.

 

Besværlig tur hjem

Turen hjem var besværlig. Det blev storm i en hel uge, og vi måtte ligge i flere dage og vente på kodeordet, som sagde, at vi kunne gå hjem til Thyborøn. Endelig kom det. Gadus gik i havn først, men jeg havde Lonsdale om bord og lå og lurede et stykke ude. Jeg ville vente med at gå i havn til hen i skumringen. Under krigen måtte vi ikke gå til eller fra havn, mens det var mørkt, men jeg foretrak at tage en skideballe for at komme for sent ind, og så få skibet kontrolleret i

mørke. Jeg mørklagde skibet ved at skrue alle sikringer ud og så sætte nogle gamle overbrændte i, og jeg forklarede den tyske officer, at der var en eller anden fejl ved den elektriske installation. Så måtte han nøjes med en lommelygte, da han undersøgte skibet.

 

Det var nær gået galt

Kontrollen var blevet meget skarpere, mens vi havde været væk, og de undersøgte skibet grundigere, end vi var vant til. De opdagede ikke de mange tons, vi havde i lasten, qlen da de også ville ned og undersøg lukafet, var det ved at gå galt. Jeg havde gemt Lonsdale under den nederste køje i bagbord side og Iagt tøj over ham; men han var ikke dækket helt til. Den tyske officer lyste direkte på ham med sin lommelygte, men opdagede ham ikke.

Lonsdale lå med en Pistol i hver hånd klar til at skyde tyskeren. Han havde også givet mig en stor pistol, men jeg havde aldrig affyret sådan en kanon før, og så sagde han til mig, at hvis jeg skulle skyde nogen, skulle jeg holde den helt ind mod den bare hud. Der måtte ikke være så meget som en tomme luft imellem. Så var jeg sikker på at ramme.

Jeg var nu ikke så glad for det med pistolen, og jeg skar derfor lommen af min kedeldragt, så jeg kunne have en stor skiftenøgle i hånden inde i kedeldragten

uden at det kunne ses. Da tyskeren Iyste på Lonsdale stod jeg bagved ham, og hvis han havde opdaget Lonsdale, havde jeg slået ham ned. Vi havde aftalt, at

hvis det gik galt, skulle vi sejle over på Aggersiden, efterlade skibet og forsøge at komme væk. Der skulle være folk, som kunne hjælpe os. Jeg tror nu ikke, vi havde klaret os, hvis det var kommet så vidt.

 

Slap gennem kontrollen

Vi slap gennem kontrollen, og næste dag sejlede vi ind i Limfjorden. Frihedsbevægelsen havde sørget for, at Priess Glyngøre ville aftage fisken, og det var han nok ikke så ked af på det tidspunkt af krigen. Vi havde vel op mod 15.000 pund fisk, og vi skulle have 10.000 kr. for den.

I Glyngøre skulle der stå lastbiler parat, som skulle tage mod våbnene, men de var blevet beslaglagt af tyskerne. Da vi havde losset fisken, blev vi derfor dirigeret til Fur, hvor vi skulle aflevere lasten ved et molerværk. Det var ugen forinden blev saboteret, og driftslederen var selv med i modstandsbevægelsen. Der var massevis af folk til at tage imod lasten. Vi lagde til ved en lille bro og kørte den ind på tipvogne, hvorefter vi begravede den i molerværkets lager af

tørv. Det var et stort arbejde, fordi skovlene, vi skulle have brugt var blevet stjålet. Vi var så Patriotiske, at vi gav modstandsfolkene på Fur hovedparten af de milde gaver, vi havde fået af englænderne, og de var lykkelige. Lidt kaffe og lidt andet tog vi dog med hjem, men vi turde faktisk ikke lave rigtig kaffe, før krigen var slut. Vi var bange for, at alene lugten af rigtig kaffe kunne afsløre os.

 

Først bange bagefter

- Var du aldrig bange - Nej, det Tror jeg ikke. Det var nok værre bagefter. Vi kom godt hjem til Thyborøn, men de dage, der fulgte, var ikke rare. Jeg havde lige fra fortalt min kone Anna det hele. Vi havde to små børn, og hun ventede hvis det tredje. Hver gang vi hørte tyske støvler på trappen, troede vi, at det var mig, de kom efter. Tyskerne var klar over, der foregik et eller andet. Så meget vidste vi. Det endte også med, at vi af modstandsbevægelsen fik besked om at tage afsted til England. Der var sivet noget ud, og tyskerne var på sporet af os. Vi tog afsted så hurtigt, vi kunne, og vi lå ude i Nordsøen, da vi over BBC hørte frihedsbudskabet fra London. Jeg kravlede op i masten og satte Dannebrog. Dagen efter ankom vi til England, slutter Børge Winkel sin beretning.

 

Kilde: Lemvig Folkeblad 1985 -kj

 

 

 

Copyright @ Flemming og Inge-Margrethe Olesen