Tok - Alaska 20-07-2006

I dag så vi 2 Sorte Bjørne, 1 Porkypine, 1 hun elg med kalv, Vi ankom til Salmon Bake, i Alaska, sidst på eftermiddagen, efter en meget lang ryste tur, vejen fra White Horse til Tok var meget humblet og med meget vejarbejde. Nogen gange var det en rigtig rystetur vi fik, hvor vi hoppede ½ m i vejret. Men vi var blevet advaret, og kørte ikke så hurtig som vi måtte, nogle gange måtte vi køre 65 mph,( ca.100km) men det indbød vejen slet ikke til.   

Denne aften skulle være vores sidste aften på den lange tur, så det skulle fejres at det var gået nogenlunde gnidningsløs, at nå så langt, så vores menu bestod af rejecocktail, med meget store rejer, vi kunne slet ikke finde nogle små som vi bruger her i DK. Vi havde ingen salat til rejecocktailen, men efter Jacobs mening kunne vi ikke få rejecocktail uden salat, så han vandrede godt 1 mile efter det. Della havde aldrig smagt rejer, så hun var meget spændt på det, hun syntes det smagte dejligt. Flemming havde støvet en flaske hvidvin op, som vi ville nyde denne sidste dag. Vi skulle også have stegte bøffer, så vi hyggede os rigtig meget, næste dag skulle vi køre de sidste 200 mile til Fairbanks.

   Flemming og jeg gik en tur medens drengene vaskede op. Der var nu ikke meget at se her i Tok. Kl. ca. 23:15  gik vi i seng, og kl. ca. 24 vækkede Flemming mig, han havde frygtelige smerter i hans mave, nøjagtig som da han havde tarmslyng i 1993. Det var virkelig skræmmende, at stå i et fremmed land, og ingen tlf. jeg gik op til camp kontoret, for at finde en tlf. men der var ingen, kontoret var lukket, da blev jeg virkelig bange. Heldigvis var der nogle unge mennesker der sad rundt om et bål, bagerst på campingpladsen, så jeg henvendte mig til dem, den ene unge pige havde ikke drukket, så hun ville køre mig til en tlf. der hvor hun mente der ville være en tlf. var lukket, så vi måtte finde et andet sted. Der var en vinbutik der havde åbnet, den lå lige ved siden af Campingpladsen, så vi gik derind og den unge pige var så flink at snakke med Tok clinick. Jeg havde forklaret Della, hvad vi troede det var Flemming fejlede, det havde hun så skrevet på en seddel. Klinikken ville sende en ambulance, vi kørte tilbage til lejren, og ikke 5 min. efter kom ambulancen, Flemming gik op til den, jeg informerede Della, og fandt sygeforsikringskort, og Flemmings Visa kort, som blev puttet i hans morgenkåbe lomme, da jeg kom tilbage var Flemming blevet lagt på en båre, to paramediciner, begyndte med det samme at tage hans blodtryk, temperatur, puls og begyndte at lægge en venflon, da de ville give ham saltvand, og han fik 5mg morfin. Da de ville lægge venflon tænkte jeg hva det lige var de havde gang i, de lignede absolut ikke nogen, der havde forstand på sådanne ting, heldigvis nøjedes jeg med at tænke dette, for jeg kom i tanke om de i USA havde disse paramedicinere. Fra venflonet tog de også en blodprøve, da de ikke kunne finde Flemmings blodåre i albueleddet. På klinikken, der mest af alt lignede et lagerrum, der lige var blevet sat en briks ind i, blev Flemming undersøgt af en læge, han fortalt meget alvorligt at tarmslyng kunne man godt dø af. Derefter rekvirerede de en ambulanceflyver som skulle flyve Flemming til Fairbanks 200 miles væk. Da de kørte afsted med Flemming til flyveren, kom jeg med da de så ville sætte mig af ved campingpladsen, det  var ikke nogen omvej. Da vi kom til flyvepladsen, så jeg en bygning med 0 mile-air, (det var hvad jeg kunne se fra ambulancen). Mens vi ventede på flyveren skulle blive klar, og Flemming kom om bord, hoppede der lige en hund ind i ambulancen, det er vi jo ikke vant til herhjemme, men jeg turde heller ikke jage den ud da den så lidt skræmmende ud.

Da de var fløjet af sted med Flemming, kl. 2 am, kørte de mig tilbage til lejren, bare lige over vejen, så jeg kunne jo sagtens have gået derover selv, og på bygningen stod der 40 mile-air, men flyet stod i vejen så jeg ikke kunne se det hele. Men alle vi var i kontakt med den dag var så flinke og rare. Tilbage i bilen fortalte jeg Della hvad de havde gjort ved Flemming. Derefter på internettet, heldigvis var der her trådløs internet, for at se om der var nogle af børnene på msn, men nej det var der ikke, ”kun” Bjarne, Det var så dejligt at "snakke" med en der kunne dansk, specielt i denne situation, Bjarne var så flink at ringe til de 3 af børnene der var tilbage i DK, tusinde tak for hjælpen, desværre var ingen af dem hjemme, så jeg gik på Krak og fandt Renés mobil, endelig en der svarede, Bjarne fik så Beates mobil nr. af René. Beate sad i et tog, og ville først være hjemme ca. 1½ time senere, jeg "snakkede" lidt med Bjarne, skrev derefter en mail til Fairbanks og til Danmark, om hvad der var sket,og lagde mig derefter på sengen, for at vente på Beate skulle komme på msn, jeg faldt i søvn, og vågnede da kl. var lokaltid 4 am, da var Beate på og havde skrevet et par gange, jeg fik skrevet med hende og fortalt hvad der var sket. Vi sluttede kl. 5am.